Isninger i tænderne
Det er en skarp og jagende smerte, der heldigvis kun varer i kort tid, men smerten er grusom.
De fleste mennesker har oplevet isninger i tænderne i løbet af deres liv, mens nogle dagligt oplever smerten. Isninger kan komme pludseligt, men ofte når du indtager noget koldt eller varmt. Det forekommer dog oftest ved indtagelse af noget koldt.
Derudover kan isninger også opstå, hvis man rammer et bestemt sted under tandbørstningen. Hvis man først ved, hvor i munden det sker, kan det afholde folk fra at børste i det område. Dette kan betyde, at disse tænder ikke bliver ordentligt rengjort, hvilket fører til en forringet mundhygiejne og øget risiko for tandsygdomme.
Du kan også mærke smerten ved isninger i vintermånederne, hvis du går ude i det kolde vejr. Isninger kan også komme hvis du har en revne eller et hul i en tand.
Derudover ser man også tit at isninger forekommer, hvis man har børstet tænderne for hårdt. For hård tandbørstning betyder at tandkødet trækker sig tilbage, hvilket blotter din tandhals, som kan være meget følsom. Det er blandt andet også derfor, at vi anbefaler en blød tandbørste eller elektrisk tandbørste.
Det er vigtigt at finde årsagen til isninger, da det kan være et symptom på flere forskellige ting. Derfor bør du altid fortælle os, hvis du oplever smerte, og hvornår du oftest oplever smerten. På denne måde kan vi nemmere hjælpe og rådgive dig.
Hvis du oplever kraftige og længerevarende isninger er det ofte et tegn på, at der er behov for behandling. Hos Tandklinikken i Samsøgade behandler vi blandt andet dine isninger med en speciel fluor-lak, som vi påfører dine tænder. Den effektive lak forebygger fremtidige isninger, så du igen kan nyde både varmt og koldt.
Hvis du en gang i mellem oplever mildere isninger, anbefaler vi ikke en behandling. De fleste oplever isninger en gang imellem, uden at det nødvendigvis er et tegn på revner eller hul i tænderne.
Hvis du er i tvivl, er du altid velkommen til at kontakt os for en uforpligtende snak.
Udover vores hjælp, er der også en hel del du selv kan gøre i din hverdag. Næste gang du er på udkig efter tandpasta, skal du vælge en med højt fluor indhold og minimal slibemiddel.
Derudover kan du også kigge på dit indtag af syreholdige mad- og drikkevarer. Her er sodavand og juice blandt andet store syndere. Syreskade af tænderne kan nemlig også fremkalde de smertefulde isninger.