GODE RÅD TIL TANDPLEJE
Tandbørstning
En grundig tandbørstning er vigtig for at holde dine tænder sunde. Du skal sørge for at børste tænder to gange om dagen og så bør du børste tænderne i mindst to minutter for at sikre, at alle madrester og plak fjernes.
Det er vigtigt, at du bruger en god tandbørste, og så anbefales det, at du bruger en blød børste. Det er tilmed en god ide at skifte tandbørste ca. hver 8. uge, ellers mister den sin effekt. Vi kan også anbefale at benytte en el-tandbørste, da den for mange er mere grundig og skånsom end en manuel børste. Mange børster nemlig tænderne for hårdt med den almindelige tandbørste.
Brug tandtråd
Tandtråd er et vigtigt element i at bevare en god mundhygiejne. Desværre glemmer eller overser mange tandtråden. Grunden til at tandtråden er vigtig, er at området mellem tænderne kan være besværligt at nå ind og rengøre med en tandbørste.
Det anbefales, at du bruger tandtråd efter tandbørstning dagligt – eller mindst to gange om ugen.
Det er oftest i tændernes mellemrum bakterierne får fæste, og dette fører frem til starten af diverse tandsygdomme herunder tandkødsbetændelse, paradentose eller caries. Men regelmæssig brug af tandtråd kan forebygge disse.
Undgå for meget sukker
Vi ved det jo godt. Karius og Baktus har forklaret os det som små, og vi har også hørt det hos tandlægen. Undgå sukker. Men det er jo ikke helt let, vel? Men vi kan forsøge at begrænse det.
Mundskyl er ikke til raske mennesker
Det kan være en god ide at skylle munden med klorhexidin, hvis du har en infektion eller et sår i munden, eller hvis du skal forebygge en infektion (f.eks. efter et operativt indgreb). Men ellers er mekanisk renhold med børste og supplement til mellemrummene (tandtråd, tandstikkere eller mellemrumsbørster) det eneste rigtige.
Spørg din tandlæge
Din tandlæge og tandplejer kan give dig gode råd til at passe på dine tænder. Vi oplever folk i alle aldersgrupper, der har brug for at få genopfrisket, hvordan man mest effektivt børster tænder eller bruger tandtråd.